« november 2002 | Main | februar 2003 »
04.12.2002
iMac-cafe 3.567 meters over havets overflade
I den tynde luft i Bolivias hovedstad La Paz åbnede der for nyligt en verdensrekord: Planetens højst beliggende netcafe, udelukkende med iMac´er.
3.500 meter over havets overflade er luften tynd og iltfattig. Man bliver stakåndet af selv den mindste bakke, og vandet koger ved bare 88 grader celsius. Min kærestes medbragte makeup kravler selv ud af tuben på grund af trykforskellen mellem højderne i Sydamerika og Kastrup Lufthavn, hvor flyet lettede 35 timer tidligere. Her i det kolde højland hvor man dårligt bemærker at vi er tæt på ækvator og på Amazonas´ anakondaer ligger verdens højst beliggende internetcafe udelukkende med Mac´er.
Af Janus Sandsgaard
Ã?ble-entusiasme
"Ja, vi er alle sammen sÃ¥dan nogle Macintosh-freaks", siger indehaveren Juan Carlos og giver hÃ¥nd, og han har tydeligvis ret. PÃ¥ bardisken og pÃ¥ smÃ¥ borde rundt omkring stÃ¥r der iMac´er i forskellige farver. Alle er de indbyrdes forbundet og koblet til nettet med en 256 Kbit linje, som sætter stedet i forbindelse med resten er verden. I et hjørne ved baren sidder en fyr med fuldskæg og arbejder i â??Quark Xpressâ??. Han nipper af sin rom og smiler imødekommende. En sky af cigaretrøg og kreativitet omgiver ham.
Her er en behagelig stemning og belysning. Fra de store vinduespartier fører en trappe op til en lille platform med fire borde, hvorfra man kan se ud over hele cafeen. Musikken i baggrunden styres af iTunes - og er en blanding af Lou Reed og en art folkemusik, der bedst kan beskrives som en boliviansk variant af Poul Krebs. Baren serverer øl, kaffe, nationaldrikken koka-te, og forskellige slags frugtsaft, som serveres ved maskinerne, hvoraf to af dem kører nyeste udgave af MacOSX. Menukortene er udformet som den klassiske iMac i forskellige farver, og fortæller, at der foruden netadgang er mulighed for at bruge farveprinter, scanner, cdrom-brænder og digitalkamera. Der findes sågar et ekstra Ethernet-kabel til gæster, der medbringer egen iBook eller PowerBook - og det er planen at installere AirPort inden for den nærmeste fremtid.
Kreativt familieforetagende
Cafeens hedder i daglig tale â??iCafeâ??, og er en del af familievirksomheden â??IRPA Lurañaâ??, som pÃ¥ det indianske sprog Aymara betyder noget i retning af â??den ledende kreative kraftâ??. Familiens virksomhed blev grundlagt i 1985, da faderen købte en computer i Venezuela - en Apple Plus, som har trukket sine tydelige spor frem til i dag.
Foruden cafeen driver familien en række andre aktiviteter, som omfatter stort set alt hvad der rimer på Macintosh, grafik og design: Juan Carlos, som er arkitekt, har for nylig vundet en arkitektkonkurrence om at tegne et nyt idrætsanlæg til en nærliggende by, finansieret af FIFA-midler. Broderen Sergio er grafisk designer, og har løbende opgaver med forskellige typer tryksager, plakater m.v. til gallerier, kunstnere, forlag og andre virksomheder. En tredje bror, Javier, driver et værksted, som tilbyder print og plot i storformat. Alle aktiviteterne er samlet på een og samme adresse, hvilket gør det hyggeligt at besøge cafeen, når kunderne kommer forbi og drøfter projekter over en kop kaffe i de rare omgivelser.
â??Vi har altid arbejdet med Macintoshâ??, siger Juan Carlos med et overbevisende smil. â??Det er der ingen der fÃ¥r os væk fra. Vi har efterhÃ¥nden en pæn samling af gamle maskiner. Helt tilbage til min første Apple Plus, som jeg kørte MacPaint pÃ¥ og brugte i mine yngste Ã¥r som arkitektâ??.
Internet i Bolivia
La Paz er pÃ¥ størrelse med København, og har rigtig mange internetcafeer, fordi folk i langt mindre grad end i Danmark har adgang til internet og telefoni derhjemme. Knappe økonomiske ressourcer sætter effektive grænser for â??Den globale landsbyâ??, nÃ¥r det drejer sig om et land, hvor mindstelønnen for en arbejder ligger pÃ¥ omkring 600 kr.
Mens vi taler om MacOSX og Apples nye .Mac-strategi komme en mand ind fra gaden og spørger, om vi har nogle knive der skal slibes. Det har vi ikke, og han forlader cafeen. Arbejdsløsheden og fattigdommen er stor i Bolivia og forskellen mellem rig og fattig anderledes markant i gadebilledet end vi kender det fra Skandinavien: Fra smarte Macintosh-brugere med velbetalte jobs i IT- og designerbranchen, til gadehandleren, der forsøger at sælge Kermit-dukker, tyggegummi og duft-træer til bilisterne der holde for rødt i lyskrydsene uden for bygningen. Kontrasterne fÃ¥r mig til at tænke pÃ¥ IBMs slogan â??Solutions for a small planetâ??, som pryder et stort reklameskilt lidt uden for byen.
Kulturcenter, SE/30 - og Mac-museun?
Juan Carlos betegner selv sin iCafe som â??et eksperimentâ??. Det er ideen at cafeen med tiden skal udvikle sig til et kulturcenter med udstillinger, seminarer, kurser, foredrag m.v. For tiden kører der en udstilling med plakatkunst, og senere pÃ¥ Ã¥ret kommer der filmforevisninger og seminar og grafisk design. â??Desuden er det et godt sted at have i baghÃ¥nden, nÃ¥r kunderne kommer pÃ¥ besøg, og mit eget skrivebord roder for megetâ??, siger Juan Carlos med et smil.
Rundvisningen slutter i baren, som rummer Juans stolthed: Kasseapparatet er en Macintosh SE/30, som kører System 7.1 og holder styr pÃ¥ brugen af internettet, bestillingerne og afregninger for de enkelte borde og cafegæster. NÃ¥r maskinen ikke er i brug afvikles den klassiske storby-screensaver, som kørte pÃ¥ mange af de første Macâ??er. â??Min SE/30´er har kørt i mange Ã¥r og den skal nok blive vedâ??, siger Juan Carlos. â??Men jeg har en ekstra i baghÃ¥nden, hvis noget uforudset skulle skeâ??, forsikrer han - og afslører hvad han for tiden gÃ¥r og pønser pÃ¥:
â??Vi har efterhÃ¥nden opbygget en større samling af udgÃ¥ede Macintish-maskiner, som stadig fungerer. Jeg kunne godt tænke mig at samle dem i et behageligt lokale, og indrette et Mac-museumâ??. MÃ¥ske en ny verdensrekord? Vi kigger pÃ¥ GPS´en som Juan Carlos kammerat har medbragt til lejligheden. Den viser vores helt præcise position i verden: Vi befinder os 3.567 meter over havets overflade.
--------------------------------------------
Fakta:
â??iCafeâ??.
Calle Campos 296.
La Paz, Bolivia
tlf. +591 22 43 46 49
(Ingen hjemmeside endnu).
Cafeen er Ã¥ben dagligt 9:30 â?? 22:00.
1 times netadgang koster cirka 6 kr.
--------------------------------------------
Posted by janus at 19:39 | Comments (3) | TrackBack
En underlig fisk
Min rundrejse i det smukke Beni i Bolivia er blevet starten pÃ¥ en ny, lettere nørded hobby â?? lystfiskeri. â??Det er lidt lige som at have et serverrum, bare anderledesâ??, som Kaare ville have sagt. Der findes utrolig mange slags fisk, teknikker og afgrene af udstyr. Min egen debut startede imidlertid ganske simpelt med en line og en krog, og med banan eller kylling som madding. Her kommer der nogle billeder af hvad jeg fangede...
Piratfisk:
Piratfisk er forholdsvis lette at fange, men er egentlig ikke så skægge efter de første par gange - selvom de smager fantastisk godt. En dag på flodprammen "Don Miguel" løb vi tør for mad, og sammen med mandskabet drog jeg derfor på fiskertur i en lille båd. Det blev til et fantastisk aftensmåltid, som jeg ved lejlighed skal lægge et foto frem med.
Samapi:
Samapi er nok min foreløbige favorit. En smuk fisk i regnbuens farver, som vi fangede en flok af på min første dage i den lille landsby San Ignasio de Moxos. Historien går sådan her:
"Samme aften som jeg ankom faldt jeg i snak med en familie som driver et gade-køkken, samt med en Tito, som arbejder for kommunnen. Sammen blev vi enige om at danne et fiskehold, og næste dag drog vi i samlet flok ned til lagunæn og fangede nok til et pragfuldt måltid: Stegt Amapi med ris. En fantastisk farvestrålende fisk, som vi bar hjem til familiens lille stråhytte hvor vi rensede og tilberedte dem. Måltided indtog vi selvfølgelig i familien gade-restaurant på pladsen mens solen gik ned i varme, røde nuancer og føerne kvækkede og varslede regn & tordenvejr.
Forleden morgen var jeg igen nede ved lagunæn; denne gang ved 6-tiden om morgenen, hvor der var fantastisk smukt og helt, helt stille. På dette tidspunkt var der allerede en del vågne lystfiskere, nogle med lommelygte, hvilket vidnene om at de sikkert har været oppe ved 3-tiden. Her blandt landsbyens bebøre trak jeg efter en lille times tid morgenens næst-største Samapi i land. Den sprællede som om den vidste hvad jeg havde i sinde - og da jeg fik den op på brøn ved lagunæn sprang låsemekanismen i mit forfang (en lille stålwire der forbinder krog med line) op, og fisken hoppede og var tæt på at ryge tibage i vandet. Jeg fangede den med de bare næver, satte mig på hug, og bragte den til tavshed ved gentagne gange at banke mit knæ ned i dens hovede. Den forsamlede skare af landsbybøre (8 - 60+ år) fulgte drameet og kom med tilråb, og da fisken endelig holdt op med at sprælle og var kommet ned i en plastiksæk, havde jeg blod på hanederne og var vokset et par centimeter af stolthed. En halv-gammel lystfisker kom hen til mig, loftede prøvende på sækken, og komplimenterede mig med et smil og et anerkendende "que bien... que bien - grande es, muy bonito. Muy rico... frito, no?". Se dét var en ægte lystfisker-historie, ikke? ;-)"
NB! Fotoet er ikke af den omtalte (store) samapi, men af en den første jeg fangede dagen forinden.
Posted by janus at 01:58 | Comments (1) | TrackBack