Janus - humans & non-humans

Piratfisk:
Piratfisk er forholdsvis lette at fange, men er egentlig ikke så skægge efter de første par gange - selvom de smager fantastisk godt. En dag på flodprammen "Don Miguel" løb vi tør for mad, og sammen med mandskabet drog jeg derfor på fiskertur i en lille båd. Det blev til et fantastisk aftensmåltid, som jeg ved lejlighed skal lægge et foto frem med.

Samapi:
Samapi er nok min foreløbige favorit. En smuk fisk i regnbuens farver, som vi fangede en flok af på min første dage i den lille landsby San Ignasio de Moxos. Historien går sådan her:

"Samme aften som jeg ankom faldt jeg i snak med en familie som driver et gade-køkken, samt med en Tito, som arbejder for kommunnen. Sammen blev vi enige om at danne et fiskehold, og næste dag drog vi i samlet flok ned til lagunæn og fangede nok til et pragfuldt måltid: Stegt Amapi med ris. En fantastisk farvestrålende fisk, som vi bar hjem til familiens lille stråhytte hvor vi rensede og tilberedte dem. Måltided indtog vi selvfølgelig i familien gade-restaurant på pladsen mens solen gik ned i varme, røde nuancer og føerne kvækkede og varslede regn & tordenvejr.

Forleden morgen var jeg igen nede ved lagunæn; denne gang ved 6-tiden om morgenen, hvor der var fantastisk smukt og helt, helt stille. På dette tidspunkt var der allerede en del vågne lystfiskere, nogle med lommelygte, hvilket vidnene om at de sikkert har været oppe ved 3-tiden. Her blandt landsbyens bebøre trak jeg efter en lille times tid morgenens næst-største Samapi i land. Den sprællede som om den vidste hvad jeg havde i sinde - og da jeg fik den op på brøn ved lagunæn sprang låsemekanismen i mit forfang (en lille stålwire der forbinder krog med line) op, og fisken hoppede og var tæt på at ryge tibage i vandet. Jeg fangede den med de bare næver, satte mig på hug, og bragte den til tavshed ved gentagne gange at banke mit knæ ned i dens hovede. Den forsamlede skare af landsbybøre (8 - 60+ år) fulgte drameet og kom med tilråb, og da fisken endelig holdt op med at sprælle og var kommet ned i en plastiksæk, havde jeg blod på hanederne og var vokset et par centimeter af stolthed. En halv-gammel lystfisker kom hen til mig, loftede prøvende på sækken, og komplimenterede mig med et smil og et anerkendende "que bien... que bien - grande es, muy bonito. Muy rico... frito, no?". Se dét var en ægte lystfisker-historie, ikke? ;-)"

NB! Fotoet er ikke af den omtalte (store) samapi, men af en den første jeg fangede dagen forinden.